Uddrag fra bogens forord af Mikaela Gudkov.
“Ideen til denne bog er udsprunget fra mit arbejde med døende mennesker. Jeg har gennem min tid som palliativ/lindrende fysioterapeut og underviser i lindrende behandling læst meget om kræftpatienter og det at være tæt på døden.

Der er skrevet mange bøger om, hvordan det er at overleve kræft og om at miste et nærtstående menneske til kræften, men jeg manglede de historier, som jeg til dagligt hører fra mine patienter. Dem, der har fået en livstruende diagnose og har forventet kort levetid tilbage. Hvad er det, de som menneske oplever?

Hvordan er det at være ved livets afslutning og være bevidst om, at man snart skal dø?

Hvad sker der fra det øjeblik, man får at vide, man har fået en dødelig diagnose?

Hvordan lever de deres sidste tid?

Hvilke tanker og overvejelser er det, den døende gør sig?”

Min bog er otte hudløse, ærlige og meget berørende historier fra en virkelighed, hvor døden puster
fortællerne i nakken.

Uddrag fra bogens efterskrift af Helle Timm, Centerchef for Palliativt Videncenter
​​​​​​​Når vi skal dø – og det skal vi jo -, hvad er det så, der betyder noget og hvad er der at gøre? For den, der snart skal dø og for dem, der er tættest på. Det handler denne lille bog om.

Mikaela Lindner Gudkov er fysioterapeut og en inspiration for fagfæller og den lindrende indsats netop, fordi hun med sit faglige udgangspunkt forholder sig til, hvad der betyder noget og hvad der er at gøre, når man arbejder sammen med meget syge mennesker, der snart skal dø.

Med denne bog giver hun imidlertid også noget andet og eksistentielt mere vidtrækkende videre:

Sin erfaring for og sin glæde over at livet fortsætter, indtil vi er døde. I indledningen fortæller hun om den livskraft, der er at hente i samværet med mennesker, der er uhelbredeligt
syge og måske døende. Hvis man tør.!